Udenrigsministeriet

LANDEFAKTA SLOVAKIET

Geografi
Hovedstad Bratislava
Areal 49.035 km2 (Danmark 43.094 km2)
Indbyggertal 5.413.074 (februar 2009
Befolkning Slovakker (80-82 %), ungarere (10,6 %) roma (anslået 6-8 %), tjekkere (0,7 %), ruthenere og ukrainere (0,6 %), andre (0,8 %).).
Sprog Slovakisk (officielt), ungarsk
Religion Romersk-katolsk (60.3 %), protestanter (8.4 %), ortodokse (4.1 %), andre (17.5 %), ikke troende (9,7 %).
Tidsforskel CET (som Danmark)

Økonomi
BNI pr. capita EURO 11.700 (2008)
Vækst i BNP pr. capita 6,4 % i 2008 (10,4 % i 2007)
Gældssituation (år) Statsgæld: 27,6 % af BNP (2008) Underskuddet på statens budget: 2 % af BNP (2008) Underskuddet på betalingsbalancen: 2,4 % af BNP (2008)
Dansk eksport DKK 1.811 mio. (2008)
Væksten i eksporten 24,3 % (2008)
Valuta EURO
Valutakurs 1 DKK= 0,1343 EURO (19. maj 2009)
Dato for valutakurs 27. januar 2009
Dansk samhandel DKK 3.393 mio. (2008) Dansk handelsunderskud med Slovakiet på 1.582 mio. DKK i 2008

Regering
Statsoverhoved Ivan Gasparovic (genvalgt i april 2009 - embedsperiode 5 år)
Regeringsleder Robert Fico (SMER - socialdemokratiet) (valgt i juni 2006 – embedsperiode 4 år)
Udenrigsminister Miroslav Lajcak (Udpeget af SMER - socialdemokratiet)
Finansminister Jan Pociatek (SMER - socialdemokratiet)

Indenrigspolitisk situation
Slovakiets forfatning erklærer Slovakiet for et parlamentarisk demokrati og stadfæster de fundamentale frihedsrettigheder. Ivan Gasparovic genvalgtes i april 2009 som Slovakiets præsident for endnu en 5-årig periode. Parlamentet (Nationalrådet) har 150 medlemmer, der vælges mindst hvert fjerde år ved forholdstalsvalg.

Der afholdtes senest parlamentsvalg den 17. juni 2006. Efter valget blev Robert Fico premierminister for en centrum-venstreregering, som råder over 85 af parlamentets 150 pladser. Regeringen består, udover premierministerens eget parti, det socialdemokratiske SMER, af nationalistpartiet SNS og tidligere premierminister Vladimir Meciar’s parti, HZDS.

Økonomisk situation
Efter nogle år med høj økonomiske vækst rammes den slovakiske økonomi nu også af den globale økonomiske krise. Efter en vækst på 10,4 % i 2007, var væksten i 2008 på 6,4 %, mens der forventes en negativ vækst på mellem 5-6 % i 2009. De betydelige udenlandske investeringer, især i bilindustrien var tidligere en væsentlig faktor bag Slovakiets økonomiske succes, men i takt med faldende udenlandsk efterspørgsel rammes man nu på eksportindtægterne. Arbejdsløsheden i Slovakiet er høj med ca. 10 % på landsplan (marts 2009).
De seneste års økonomiske vækst har resulteret i en konsolidering af de statslige finanser, og underskuddet på statsbudgettet i 2008 blev på 2 % af BNP. Den økonomiske krise og regeringens to krisepakker bevirker dog at underskuddet i 2009 forventes at stige til ca. 4 % af BNP.
Slovakiet indtrådte i Eurosamarbejdet pr. 1. januar 2009.

Udenrigspolitisk situation
Fico-regeringen erklærede efter valget, at den ville fortsætte Slovakiets aktive udenrigs- og sikkerhedspolitiske kurs. Militært bidrager man i EU-, FN- og NATO-regi med personel til de internationale missioner i bl.a. Afghanistan, Cypern, Bosnien-Herzegovina og Kosovo. Slovakiet har desuden et særligt engagement i Serbien, Montenegro, Kroatien og Ukraine, som Bratislava søger at hjælpe frem mod en tættere tilknytning til EU og NATO. Et udtryk for Slovakiets rolle på Balkan er, at Miroslav Lajcak (nu slovakiske udenrigsminister), den 1. juli 2007, tiltrådte som Den Europæiske Unions særlige repræsentant i Bosnien-Hercegovina (BiH).

Regeringen har som mål, at forbedre de politiske og økonomiske bånd til Rusland, som forsyner Slovakiet med langt størsteparten af landets olie- og gasforsyninger.

Slovakiet deltager sammen med Tjekkiet, Polen og Ungarn i det regionale Visegrad-samarbejde, der er sammenligneligt med det nordiske samarbejde.

Slovakiet er medlem af de fleste væsentlige internationale organisationer. Landet blev medlem af NATO den 29. marts 2004 og af EU den 1. maj 2004 ligesom man er medlem af OECD, OSCE og WTO. Europarådet blev Slovakiet medlem af allerede i 1993 og man havde fra november 2007 til maj 2008 formandskabet for rådet.

Flag
Kontakt
Redigeret 8. oktober 2009
© Udenrigsministeriet